Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om institutionen

Viften er en integreret 0-6 års institution, opdelt i en vuggestuedel og en børnehavedel.

Vuggestuen består af 3 stuer med 12 børn på hver.

Børnehaven, som er normeret til 40 børn, består af en stue og en bus. ”Globussen” er indrettet som en rullende stue og kan maksimalt medtage 20 børn og minimum 3 voksne. Det betyder i praksis, at grupperne skiftes til at være hjemme og med bus en uge ad gangen.

Vi holder til i et etplanshus med udgang til legepladsen fra alle stuer. Vi vægter æstetik højt og har på alle stuer indrettet små rum i rummene. Personalestuen er indrettet som en hyggelig dagligstue, der også benyttes til historiefortælling og højtlæsning for en mindre gruppe børn. Vi har et kreativt værksted og et større rum til rytmik, sanglege og hvad man nu ellers lyster at bruge rummet til.

Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang både til hinanden og børnene, hvilket bl.a. betyder, alle bliver set, hørt og respekteret. Vi arbejder en del med inklusion så Viften kan rumme alle børns forskelligheder. Med udgangspunkt i det enkelte barn tilpasser vi grupper af børn og aktiviteter således, at ingen børn føler sig udenfor eller får tildelt en særlig etikette hos de andre børn. Vi giver anvisninger frem for skæld ud, som også mærkes på den rolige stemning der er i huset. 

Indeliv

Vi har flere rum hvor man kan fordele sig med børnene i mindre grupper.

Vores soverum fungerer også som rytmikrum som kører fast en gang om ugen i vinterhalvåret for vuggestuebørnene. Børnehavebørnene bruger rummet til bla. boldspil, teater og meget andet. Vores krearum bestiller man plads i på forhånd, for at sikre man kan koncentrere sig om en mindre gruppe af gangen.

Personalestuen fungerer på samme måde, hvor man sikre ro til historielæsning som er en fast del af vores hverdag.

Alle stuerne holder morgensamling, hvor børnene på skift vælger en sang og der snakkes om, hvad der skal ske i løbet af dagen. Der udover er der forskellige aktiviteter på stuerne planlagte som spontane og selvfølgelig leg på egen hånd.

Udeliv
Alle stuer har direkte udgang til legepladsen der er fælles for alle 76 børn. Vi har en stor sandkasse, klatreborg til de største, cykelbane, hængekøje, bålplads, legehus, vandleg og gynger til de mindste.

 
Vi forsøger at komme ud de fleste dage om året også i regnvejr. Når vejret kræver flyverdragter og vanter (frost), vælger vi ofte kun at gå på legepladsen med de største vuggestuebørn, da de mindste har svært ved at bevæge sig og ikke kan samle ting op med vanter på. Børnehavebørnene der har hjemmeuge, bestemmer selv et langt stykke hen ad vejen, da de jo  får rigeligt med udeliv i busugen.

Globussen
Globussen kører hver dag ud i det blå. Vi bruger ca. 25 faste steder at køre til. De fleste ture er til forskellige skove og naturlegepladser. Er vejret til det, kører vi til forskellige strande og Dyrehaven bliver brugt både sommer og vinter bla. til kælketure.
 

Om sommeren har vi oftest en fast ugedag, hvor vi laver mad over bål. Vi snitter med knive, finder dyrespor, ser på svampe, undersøger skovbunden, laver kartoffelfælder, samler og meget mere.