Fra vuggestue til børnehave
Omkring en måned før jeres barn skal starte i børnehave, begynder vi - i en lille gruppe med de kommende børnehavebørn samt en kendt voksen - at besøge børnehaven om formiddagen. Her leger vi, deltager måske i en samling og hilser på børnehavebørnene. Da børnehavebørnenes døre altid står åbne, går nogle børn også selv ned og kigger på de nye omgivelser indimellem. Efter frokost, når børnehaven er på legepladsen, inviterer vi også de kommende børnehavebørn med ud for at lege med os, hvis ikke de sover til middag.
Vi har desuden fællessang i fællesrummet hver fredag, og legepladsen er fælles for både børnehave og vuggestue, så jeres barn er allerede vant til at se og møde de andre børn og voksne, inden det rigtige skift sker.
Fra børnehave til skole
Når jeres barn nærmer sig skolealderen, bliver det en del af før-skole-gruppen. Før-skole-gruppen mødes en gang om ugen med andre børn fra klyngen, der også skal i skole, på Skolen på Amagerbro. Her synger de sange, leger og benytter KKFO'ens lokaler.
Inden skolestart afholder før-skole-gruppen en afslutningsfest, på tværs af klyngens institutioner, med diskotek, popcorn og diskokugle for dem, der har lyst. For de børn, som hellere vil lave noget andet, er det kreative værksted på KKFO'en åbent. Skolen på Amagerbro inviterer desuden børnene til teater og evt. andre aktiviteter, så overgangen bliver både tryg og spændende for jeres barn.